Anerkendelse af AME certifikat fra Storbritannien før 1. januar 2021

Sidst opdateret 21/01/2021
Her kan du finde vejledning til ansøgning om dansk anerkendelse af flyvelægecertifikat fra Storbritannien i forbindelse med overgangsperioden for Brexit, som slutter den 31. december 2020.

Her kan du få information om, hvordan du ansøger om dansk anerkendelse af et flyvelægecertifikat, som er udstedt af de kompetente myndigheder i Storbritannien, så du kan fortsætte med at udstede helbredsgodkendelser i overensstemmelse med EU-kommissionens forordning 1178/2011 og forordning 2015/340 efter udløb af overgangsperioden den 31. december 2020.

 

Hvis du er flyvelæge med et gyldigt UK CAA AME-certifikat, og ønsker at få anerkendt dit engelske certifikat i Danmark i overensstemmelse med artikel 67 i grundforordningen 2018/1139, skal du indsende dokumentation for, at du opfylder betingelsen om, at du er kvalificeret  og autoriseret læge i overensstemmelse med kravene i forordning 1178/2011, MED.D.010, litra a) og/eller i forordning 2015/340, ATCO.MED.C.010, litra a). Der gælder følgende:

 

  1. Ansøgere til et flyvelægecertifikat til helbredsgodkendelse af klasse 1, klasse 2, LAPL og kabinebesætningsmedlemmer (CC) skal have udstedt et flyvelægecertifikat, hvor de er fuldt ud kvalificerede og autoriserede til at udøve lægegerning og har et bevis på fuldført specialisttræning.
  2. Ansøgere til flyvelægecertifikat med ansvar for forlængelse og fornyelse af klasse 3-helbredsgodkendelse skal være fuldt ud kvalificerede og autoriserede til at udøve lægegerning og have et bevis for fuldførelse af den fornødne uddannelse eller have dokumentation for speciallægeuddannelse.

Ansøgningsprocessen

For at kunne dokumentere at du opfylder kravet i MED.D.010, litra a) og/eller ATCO.MED.C.010, litra a) skal du kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed, som skal vurdere, om din autorisation som læge og din speciallægeuddannelse kan anerkendes i Danmark.


Når Styrelsen for Patientsikkerhed har anerkendt din autorisation som læge og din speciallægeuddannelse, kan du ansøge Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST) om at få anerkendt din engelske AME-certificering (UK CAA AME-certificering) ved at fremsende følgende dokumentation:

 

  • Brevet fra Styrelsen for Patientsikkerhed om anerkendelse af din autorisation som læge og din speciallægeuddannelse.
  • Et brev fra den engelske kompetente myndighed, som bekræfter, at du er i besiddelse af et gyldigt UK CAA AME-certifikat, som ikke er tilbagekaldt eller suspenderet. 
  • En kopi af dit gyldige UK CAA AME-certifikat.

 

Ansøgningen med den fulde dokumentation bedes indsendt til TBST senest den 31. december 2020.

 

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er blevet opmærksom på, at Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) har en sagsbehandlingstid på op til tre måneder, hvilket kan gøre det svært at opfylde dokumentationskravene i forbindelse med ansøgning om anerkendelse af din UK-flyvelægecertificering.

 

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan acceptere en initiering af processen, ved at ansøgningen fremsendes, før den endelige anerkendelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed foreligger, når ansøgningen om anerkendelse af din UK AME-certificering fremsendes sammen med følgende dokumentation og senest den 31. december 2020:

 

  1. Dokumentation for at ansøgningen om anerkendelse af din autorisation som læge og speciallægeuddannelse er sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed til behandling (fx en kopi af ansøgning samt den autogenerede kvittering for modtagelse fra STPS).
  2. Et brev fra den engelske kompetente myndighed, som bekræfter, at du er i besiddelse af et gyldigt UK CAA AME-certifikat, som ikke er tilbagekaldt eller suspenderet.
  3. En kopi af dit gyldige UK CAA AME-certifikat.

 

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vil påbegynde behandlingen din ansøgning, så snart du fremsender brev om anerkendelse af din autorisation som læge og speciallægeuddannelse fra STPS. Det betyder, at du ikke er certificeret som EASA-AME, før du får udstedt et dansk AME-certifikat, og dermed ikke må udføre flyvemedicinske undersøgelser i overensstemmelse hermed, før nyt DK AME-certifikatet er blevet udstedt.

 

Bemærk venligst, at det er en forudsætning for anerkendelse af din UK CAA AME-certificering, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan anerkende dine kvalifikationer.


Herefter vil TBST udstede et dansk AME-certifikat (DK CAA AME-certifikat) med de samme rettigheder og den samme gyldighed, som fremgik af dit UK CAA AME-certifikat.

 

Ansøgninger som modtages efter den 31. december 2020 betragtes som ansøgninger fra tredjelande. Du kan finde flere informationer om, hvordan du bliver certificeret som DK AME, når du er ansøger fra et tredjeland, ved at følge linket herunder.


Når dit DK CAA AME-certifikat senere skal forlænges eller fornys, skal TBST foretage en inspektion af din klinik med henblik på at sikre, at du opfylder kravene i kommissionens forordning 1178/2011, ARA.MED.200(a), jf. AMC1 ARA.MED.200.

Udgifter

Bemærk venligst, at du vil blive faktureret i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 2257 af 29. december 2020 om gebyrer og afgifter på luftfartsområdet eller senere ændringer heraf. 


Bemærk især § 8, hvori det er bestemt, at ud over betaling for udførelsen af opgaver, herunder tilsynsopgaver og tiltrædelseskontrol uden for dansk område, betales samtidig for Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens rejse- og opholdsudgifter, herunder udgifter ved rejsetidsforbrug. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan opkræve aconto beløb, som betales før opgavens påbegyndelse. På dette tidspunkt ligger timesatsen på 845 kr.  


Bemærk endvidere at gebyr for udstedelse af DK CAA AME-certifikat i forbindelse med anerkendelse af din UK CAA AME-certificering ligeledes faktureres, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1, 2 og 3.  

Forordning

2018/1139

Grundforordning

Gældende fra

04/07/2018

Fælles regler for civil luftfart og oprettelse af Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur.

Direktiv

2005/36

Regler om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer

Gældende fra

07/09/2005

Forordning

1178/2011

Easy Access Rules for Medical Requirements

Gældende fra

01/06/2020

Konsolideret version, juni 2020.

Forordning

2015/340

Acceptable Means of Compliance (AMC) and Guidance Material (GM) to Part ATCO.MED - Medical requirements for air traffic controllers

Gældende fra

13/03/2015

Issue 1, 13 March 2015

Bekendtgørelse

Nr. 2257 af 29. december 2020

Bekendtgørelse om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens gebyrer og afgifter på luftfartsområdet m.v.

Gældende fra

01/01/2021

Bekendtgørelsen fastsætter bestemmelser om Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens gebyrer og afgifter.