Foto: Cowi

Alternativer til klapning af Lynetteholmen undersøges

Publiceringsdato: 29/04/2022
Transportministeren har anmodet By & Havn om at indstille klapning i Lynetteholm-projektet og finde alternativer. I den forbindelse skal miljøgrundlaget genbesøges.
DR har i flere historier rejst kritik af at miljøvurderingen af Lynetteholm primært bygger på en 40 år gammel forskningsartikel. 
Rambøll har som rådgiver for By & Havn i en pressemeddelelse den 28. april afvist kritikken, fordi miljøkonsekvensvurderingen - udover den amerikanske artikel - bygger på data fra en række danske infrastrukturprojekter samt flere tekniske baggrundsstudier af lokale forhold i det sydlige Øresund.
Trafikstyrelsen har på det grundlag vurderet, at der er fagligt belæg for Rambølls konklusion om at havmiljøet kun i ubetydelig grad bliver påvirket af klapning af materialer fra Lynetteholm.

Transportministeren har den 26. april anmodet By & Havn om at undersøge alternativer til klapning i vandområdet ved Køge Bugt. I den forbindelse skal miljøgrundlaget genbesøges, og Trafikstyrelsen vil inddrage relevant viden, når miljøkonsekvenserne ved de alternative løsninger skal vurderes.