Journalnummer TS6040102-00021

Svanemøllen skybrudstunnel

01-01-2019

Med baggrund i konkretiseringen af skybrudsplanen for Bispebjerg, Ryparken og Dyssegård planlægger HOFOR og Novafos at etablere en skybrudsledning i den nordlige del af København og langs kommunegrænsen mellem København og Gladsaxe/Gentofte.

Selve projektet, som er anmeldt til Miljøstyrelsen, består af en tunnel i to tunnelgrene fra hhv. Lygten over Ryparken ud i Svanemøllebugten (sydlige) og fra Nordkanalen via Dyssegårdsparken og Søholmslund til Svanemøllens Kaserne (nordlige) og derfra ud i Svanemøllebugten samt en kloakledning, Utterslevledningen, ned nord og vest for Utterslev Mose.  
 
HOFOR og Novafos har vurderet, at projektet er af et sådant omfang, at der er overvejende sandsynlighed for, at en screening af projektet ville medføre krav om miljøvurdering og har derfor anmodet Miljøstyrelsen om, at projektet skulle undergå en miljøvurdering uden forudgående screening i henhold til § 18, stk. 2 i miljøvurderingsloven.
 
Da Svanemøllen Skybrudstunnel er et infrastrukturprojekt med en udstrækning, der berører mere end to kommuner, er det Miljøstyrelsen, der er myndighed for miljøvurderingen af projektet. I oktober 2018 modtog Miljøstyrelsen ansøgningen om igangsættelse af miljøvurdering af projektet. Samtidig er Kystdirektoratet og Bygge-, Bolig- og Trafikstyrelsen miljøvurderingsmyndighed for de dele af anlægget, der ligger hhv. på søterritoriet og udenfor eller inden for Københavns Havns areal. 
 
Som en del af miljøvurderingsprocessen har Miljøstyrelsen gennemført en foroffentlighedsfase (idéfase) forud for myndighedernes udtalelse om afgrænsningen af miljøkonsekvensrapporten, jf. miljøvurderingslovens § 23 og § 35, stk. 1, nr. 2. Høringsperioden for indkaldelse af idéer og forslag til Svanemøllen Skybrudstunnel blev gennemført i perioden 28. januar til 28. februar 2019. Inden for denne periode har borgere, interesseorganisationer og berørte myndigheder haft mulighed for at komme med forslag til, hvad de ønsker skal indgå i miljøvurderingen.
 
HOFOR og Novafos skal herefter udarbejde en miljøkonsekvensrapport for projektet, og projektet kræver en tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25, før projektet kan igangsættes.  
 
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er myndighed for udvidelse af en bestående erhvervshavn ved etablering af faste anlæg, uddybning og opfyldning på søterritoriet. Såfremt et projekt, omfattet af havnelovens § 2, stk. 2, pkt. 1, kræver en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, skal projektansøgeren udarbejde en miljøkonsekvensvurdering efter reglerne i VVM bekendtgørelse for havne med henblik på at opnå en tilladelse til projektets gennemførelse efter havneloven, jf. § 13, jf. § 9, stk. 1-3, i VVM bekendtgørelse for havne.
 
Eventuelle kommentarer til notatet bedes fremsendt til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen senest 20. maj 2019.