Ændringer i bestemmelser om kommunikation og data i luftfarten udgives

24-10-2025

Bestemmelserne om optagelse og lagring af luftfartskommunikation og luftfartsdata justeres med hensyn til, hvilke aktører der har ansvaret for optagelse og lagring. De ændrede bestemmelser træder i kraft 1. januar 2026.

I luftfarten er det vigtigt, at luftfartskommunikation og luftfartsdata gemmes, så det kan findes frem og undersøges, hvis der for eksempel sker hændelser.

Med udgivelsen af den nye udgave af BL 7-23 fastslås det, at ansvaret for automatisk optagelse og lagring af luftfartskommunikation og luftfartsdata ligger hos den aktør, der varetager lufttrafiktjenesten.

Med ændringen bringes bestemmelsen formelt i overensstemmelse med gældende ret i henhold til EU-lovgivningen og nyere national lovgivning.

Den nye udgave indeholder desuden enkelte mindre justeringer, så regelsættet er opdateret til gældende forhold.

Det er Naviair, der varetager lufttrafiktjenesten, dog således at det ved mindre lufthavne varetages af den enkelte lufthavn, ligesom lufttrafiktjenesten i Grønland enten varetages af Greenland Airports eller i et samarbejde mellem Naviair, Isavia og Nav Canada.

Den udgivne bestemmelse kan findes her, og høringsnotatet er tilgængeligt på Høringsportalen.