Trafikstyrelsen har modtaget ansøgning af d. 13/04/2026 fra HOFOR om tilladelse til 5 geotekniske forundersøgelsesboringer i Kronløbet i forbindelse med anlæg af spildevandsledning fra Levantkaj øst til Renseanlæg Lynetten hen over Kronløbet.
Se høringsmateriale
Trafikstyrelsen varetager statens højhedsret på søterritoriet i Københavns Havn jf. den kongelige resolution af 3. februar 2014 og § 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 797 af 21. juni 2016 om ændring af bekendtgørelse om Kystdirektoratets opgaver og beføjelser og om klageadgang.
Nærmeste marine Natura 2000-område er område nr. 142 ”Saltholm og omkringliggende hav” beliggende 6,5 km fra projektområdet. Natura 2000-område nr. 142 er udpeget for at beskytte det 7256 ha store lavvandede økosystem i Øresund, herunder Saltholm og Svaneklapperne. Udpegningsgrundlaget fokuserer på unikke strandenge, kalkrige overdrev og marine habitater med stenrev samt raste og ynglepladser for fugle. Som en del af udpegningsgrundlager er også havpattedyrene Marsvin, Gråsæl og Spættet Sæl.
Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 28/04/2026 til VVM@trafikstyrelsen.dk cc louj@trafikstyrelsen.dk med henvisning til sags nummer 2026-299952.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.