Opdaterede flowcharts for søvnapnø

05-08-2026

Kære flyvelæger,

Trafikstyrelsen har offentliggjort opdaterede flowcharts for den flyvemedicinske vurdering af søvnapnø. Der foreligger ét flowchart for Class 1, 2 og 3 samt ét for LAPL-piloter og kabinebesætningsmedlemmer.

LAPL-piloter udgår samtidig af den systematiske OSA-screening, da der ikke er et formelt krav om screening af denne gruppe. Mistanke om OSA på baggrund af sygehistorie, symptomer, risikofaktorer eller kliniske fund skal dog fortsat indgå i flyvelægens individuelle flyvemedicinske vurdering og risikovurdering.

Flowcharts er blandt andet udarbejdet for at sikre en mere ensartet og nuanceret vurdering af ansøgere med AHI 5–14,9, hvor AHI alene ikke giver et tilstrækkeligt grundlag for vurderingen.

AHI angiver antallet af respiratoriske hændelser, men afspejler ikke nødvendigvis dybden og varigheden af de tilhørende iltdesaturationer. Nyere evidens peger på, at den samlede hypoksiske belastning kan være tættere forbundet med blandt andet kognitiv påvirkning end AHI alene. Flowcharts inddrager derfor desaturationsdata sammen med symptomer, herunder dagtræthed og operationel søvnighed, som led i den individuelle flyvemedicinske vurdering.

Vejledningerne gælder for flyvemedicinske undersøgelser, der foretages fra nu af.

Hvis I har spørgsmål til anvendelsen af flowcharts, er I meget velkomne til at kontakte os.

 

Trafikstyrelsen

Danish Civil Aviation and Railway Authority               
Carsten Niebuhrs Gade 43
1577 København V 

Denmark

Tel.: +45 7221 8800
www.trafikstyrelsen.dk