På disse sider beskrives en række forhold, som kan være en hindring for luftfarten.
Drager og balloner
Hvis du skal afholde en festival, hvor du ønsker at opsætte enten drager eller balloner i stor højde, skal du undersøge, hvorvidt du skal have tilladelse til opsættelsen fra styrelsen.
Det er i Danmark tilladt at flyve i højder ned til 150 m over terræn, og derudover så flyver militæret og lægehelikopterne i højder, der er endnu lavere.
Hvis du vil opsætte drager eller balloner i 100 m højde eller derover, eller hvis du befinder dig inden for et beskyttet område nær en lufthavn, skal det anmeldes til styrelsen. Du kan se om det påtænkte område ligger inden for et beskyttet område til en lufthavn ved at gå ind på kort.plansystem.dk og under fanen ”Luftfart” vælge ”Hindringsplaner”.
Hvis du skal ansøge styrelsen om opsætning af drager eller balloner, bedes du benytte vores ansøgningsskema, som findes nedenfor. Vær opmærksom på, at alle sager behandles efter regning og indeholder en høringsperiode af relevante parter, herunder Forsvaret. Det anbefales at søge i god tid. Sagsbehandling og høringsperiode må forventes at overstige fire uger.
Ved opsætning af drager og balloner over 100 m er det derudover vigtigt at udsende en varsling til luftfarten, en såkaldt NOTAM. Dette vil også fremgå som vilkår af styrelsens godkendelse. Vi kan henvise til vejledningen nedenfor ved udsendelse af NOTAM.
Ovenstående beskrivelse gælder alene for balloner, der er fæstnet i jorden. Balloner, der flyver frit, er flyvende objekter og reguleres efter BL 7-9 ”Bestemmelser om ubemandede friballoner”.
Naviair's briefingkontor
Du skal sende udfyldte skabelon til Naviair’s briefingskontor. Se nedenstående kontaktoplysninger.
Briefingkontor
AIS Briefing, Naviair
Naviair allé 1
2770 Kastrup
Tlf..: (+45) 32478272 / Fax (+45) 32500286
Lanterner
Skylanterner, rispapirlamper og lignende er i luftfartslovgivningen at betragte som ubemandede friballoner af kategorien ”let”, og opsendelse heraf kræver efter gældende lovgivning en konkret tilladelse fra Trafikstyrelsen. En tilladelse til opsendelse kan ikke forventes givet.
Ud fra den viden og erfaring, vi har, om skylanterner og deres flyvemønstre og påvirkning fra vind og vejr vil opsendelsen efter Trafikstyrelsen opfattelse ikke kunne ske på en måde, som er sikker for den øvrige luftfart og personer eller ejendom på jorden.
Den generelle opdrift for en skylanterne er ca. 1-2 meter i sekundet, og dens flyvetid er ca. 10-20 minutter, hvorved den kan nå op i højder med almindelig lufttrafik, også selvom den opsendes langt fra en lufthavn.
Selv hvis du forsøger at styre lanternens flyvehøjde, kan den stadig tippe pga. vindstød og derved antænde og styrte til jorden.
Gældende regler for Danmark findes i forordning (EU) 923/2012 om fælles regler for luftrummet og operationelle bestemmelser vedrørende luftfartstjenester og –procedurer (SERA-forordningen):
For Grønland og Færøerne gælder BL 7-9, Bestemmelser om ubemandede friballoner, jf. 3. udgave af 3. oktober 2014:
Hvis du alligevel opsender en eller flere skylanterner, overtræder du ovennævnte regler og vil kunne straffes efter luftfartsloven med bøde eller fængsel.
Laserlys
Laserlys benyttes ofte udendørs i forbindelse med festivaler, koncerter eller andre større arrangementer. Tænker du at benytte laserlys, bør du være opmærksom på nedenstående forhold.
Laserlys kan være særdeles farligt for flytrafikken, da det kraftige lys kan medføre øjenskader hos piloter. Dette kan i yderste konsekvens få fatale følger. På denne baggrund er der i Danmark fastsat regler for brug af kraftigt laserlys udendørs. Reglerne er beskrevet i BL 3-41 "Bestemmelser om benyttelse af laserlysudstyr til udendørs formål".
Alt laserlysudstyr i klasserne 3B og 4 er omfattet af disse regler, og skal man benytte sådan udstyr, skal man sikre sig, at man lever op til kravene i BL’en. Almindelige projektører og laserlys i klasserne 1, 2 og 3A er ikke omfattet af reglerne.
Luftrummet er opdelt i forskellige zoner, som hver især har forskellige tolerancer for laserlys. Dette betyder, at såfremt man vil benytte laserlys i de omfattede klasser inden for 18,5 km af en flyveplads, der er godkendt til natbeflyvning, skal der indhentes en dispensation fra Trafikstyrelsen. Områderne, der er underlagt ansøgning om dispensation, fremgår af bilag 1 til BL 3-41 og er angivet på kort.plandata.dk under temaet "Laserfrie zoner".
Vigtigt
Du skal udsende NOTAM til de flyvende om det område, hvor du udsender laserlys, og i hvilken højde det når op (dog maksimalt op til og ikke over 3.500 fod udenfor de markerede områder).
Det er derudover vigtigt at være opmærksom på, at laserlyset, uanset hvor i landet det benyttes, som udgangspunkt ikke må komme op over 3.500 fods (ca. 1100 m) højde over havoverfladen.
Det er brugeren af udstyret, som er juridisk ansvarlig for overholdelsen af regelsættet.
Ønsker du en dispensation til brug af laserlys udendørs, skal du benytte skemaet nedenfor og sende det til Trafikstyrelsen via e-mail. Vær opmærksom på, at der kan være en vis sagsbehandlingstid, særligt såfremt der er ønske om at benytte laserlys i de laserfrie zoner eller i luftrum over 3.500 fod.
Alle ansøgninger vil blive behandlet efter regning og vil indeholde en høringsperiode, hvor relevante lufthavne samt Naviair inkluderes.
Trafikstyrelsen
Carsten Nieburhs Gade 43
1577 København V
CVR-nr.: 27186386
Tlf..: 72218800
Information om NOTAM udsendelse
Du skal sende nedenstående skabelon (udfyldt) til Naviair’s briefingskontor.
Briefingkontor
AIS Briefing, Naviair
Naviair allé 1
2770 Kastrup
Tlf..: (+45) 32478272 / Fax (+45) 32500286
Solceller
Trafikstyrelsen har oplevet en forøget interesse for opsætningen af solcelleanlæg, og vi har modtaget flere ansøgninger om tilladelse til at opstille sådanne anlæg.
Der ikke er noget krav om forudgående tilladelse fra Trafikstyrelsen for at opstille et solcelleanlæg. Der skal kun indhentes tilladelse til at opstille et anlæg (luftfartshindring), hvis anlægget er højere end 100 meter over terræn, eller hvis det er placeret indenfor en flyveplads højdebegrænsende plan. Tilladelsen omfatter kun omfanget af anlægget og stiller krav til eventuel afmærkning i henhold til flyvesikkerheden, jf. Luftfartslovens §§ 64, 65 og 67 samt BL 3-10 og BL 3-11.
Problematikken med et solcelleanlæg er, at det kan give lysrefleksioner, som i yderste fald kan blinde piloterne under flyvning. Skulle der forekomme hændelser med flyvninger, der afstedkommer indrapportering (forordning (EU) 376/2014) med generende lysrefleksion, betragtes anlægget som en hindringssag og vil blive sagsbehandlet i henhold til luftfartsloven og Bestemmelser om luftfartshindringer, og anlægget vil eventuelt kræves ændret eller fjernet, jf. § 68 i luftfartsloven, som kan læses nedenfor.
§ 68 ”Transportministeren kan efter forhandling med forsvarsministeren forbyde anbringelsen og benyttelsen af, eventuelt kræve ændret eller fjernet, mærker, lys- eller lydanlæg, anlæg, der udsender radiobølger, eller andre indretninger, for så vidt de udsætter luftfartens sikkerhed for fare”.
Vindmøller, master, bygninger, kraner m.v.
Der skal søges om godkendelse hos Trafikstyrelsen for luftfartshindringer, der er 100 meter eller højere, samt hindringer på matrikler med tinglyst højdebegrænsning af hensyn til luftfart. Der skal foreligge en godkendelse, inden hindringen må opstilles eller tages i brug.
Ansøgning
Når du vil sende en ansøgning om godkendelse af en luftfartshindring, skal du udfylde Trafikstyrelsens selvbetjeningsløsning, som du finder nedenfor.
For at sikre en så smidig proces som muligt anbefales det, at du læser introduktionen til selvbetjeningsløsningen på Virk.dk, inden du går i gang.
Hvis du har spørgsmål om en luftfartshindring, kan du sende en mail til vores funktionspostkasse:
Hvis der ansøges om godkendelse til en luftfartshindring, som
- ligger uden for en flyveplads’ hindringsplan, og
- har en højde på 100 meter eller derover, og
- Trafikstyrelsen vurderer, at hindringen kan udgøre en fare for luftfartssikkerheden,
vil Trafikstyrelsen behandle sagen og forelægge den for Transportministeriet. Transportministeriet træffer herefter afgørelse i sagen i medfør af luftfartslovens § 67 a, stk. 2.
Sagsforløbet
- Trafikstyrelsen modtager ansøgning om godkendelse af luftfartshindring.
- Ansøger modtager en kvittering for ansøgningen.
- Trafikstyrelsen indhenter faglige vurderinger fra relevante interessenter med en frist på minimum 4 uger.
- Der gennemføres partshøring, hvis der modtages nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.
- Ansøger modtager svar på sin ansøgning.
- Hvis det er en betingelse, skal luftfartshindringsejeren orientere Trafikstyrelsen om projektets forløb.
Blanketter:
Øvrig relevant lovstof
Planlægning og arealanvendelse
Ændring af arealanvendelsen i form af byggeri og anlæg på landjorden er i de fleste tilfælde uden betydning for luftfarten og flyvesikkerheden. Der er dog nogle områder, hvor der kan være konflikter.
Der er i luftfartsloven fastsat en række bestemmelser for at sikre indflyvningen til de lufthavne og flyvepladser, der er åbne for offentligheden. Endvidere er der bestemmelser, der beskytter de luftfartsanlæg (kommunikations- og navigationsanlæg samt radarer), som flytrafikken er afhængige af. Endelig er der krav om, at anlæg højere end 100 m skal godkendes af Trafikstyrelsen. Arbejdet må først påbegyndes, når styrelsen - efter koordinering med Forsvaret – har udstedt en attest, som bl.a. kan indeholde krav om lysafmærkning.
Derudover kan opstilling af solcelleanlæg og brug af laserlys i visse tilfælde give anledning til flyvesikkerhedsmæssige problemer.
Endelig er det vigtigt, at Trafikstyrelsen bliver involveret i planlægningen vedrørende både bestående og nye flyvepladser. Dette gælder bl.a. vedfastlæggelse af forudsætninger for støjberegninger samt i forbindelse med udkast til miljøgodkendelser.
Ved klik på menuen i venstre side kan man få en mere detaljeret gennemgang af de enkelte områder indenfor luftfarten, som der skal holdes øje med i forbindelse med planlægningen.