Hvordan sender du et brev fra 1. januar 2026?

Fra 1. januar 2026 stopper PostNord med at omdele breve i Danmark, men postvirksomheden dao vil fortsat stå for at omdele almindelige breve til hele landet og overtager også breve til udlandet.

Selvom PostNord stopper på brevområdet 1. januar 2026, så vil du fortsat kunne sende almindelige breve med dao til hele landet til ensartede priser. Samtidig overtager dao ansvaret for breve til og fra udlandet.

Dao skal også sørge for, at der kan sendes rekommanderede breve og såkaldte forkyndelsesbreve rundt i hele landet til ensartede priser. 

Skal du sende et rekommanderet brev til udlandet, skal brevet derimod indleveres til PostNord. PostNord står også fortsat for omdelingen af værdiforsendelser i Danmark og til og fra udlandet.

Sådan sender du et almindeligt brev:

Fra 1. januar 2026 kan du sende et almindeligt brev på to måder:

  • Aflevere det i en rød dao-brevkasse i en daoSHOP (se daoSHOPS placeringer her)
  • Bestille daoPICKUP, hvor dao afhenter brevet på din adresse mod et gebyr.

Hvis du ønsker at sende et brev til udlandet, kan du også benytte en daoSHOP eller sende brevet via daoPICKUP. Her skal du dog benytte dao’s internationale brevmærker og ikke længere Post Danmarks frimærker. PostNord refunderer ubrugte frimærker i en begrænset periode.

Du kan købe porto til breve på dao’s hjemmeside eller i dao’s app.

På denne side finder du daos priser for at sende breve.

Sådan sender du en pakke:

På pakkeområdet kan du fortsat frit vælge mellem PostNord, dao eller en af de andre postvirksomheder på området.

trafikstyrelsen.dk kan du se en samlet oversigt over postvirksomheder på Trafikstyrelsen. Her er der også link til de enkelte virksomheder, hvor du kan se, hvilke serviceydelser de tilbyder.

Kontakt dao via telefon eller mail

Borgere, der har svært ved at navigere rundt på hjemmesider eller apps, kan kontakte dao på følgende måder:

Telefon: 72 33 08 50
E-mail: kundeservice@dao.as
Dao’s kundeservice har åbent:
Mandag til fredag 08:00-19:00
Lørdag og søndag 08:00-16:00

Senest opdateret 07-11-2025