Nyhedsmail

EAMR

31-07-2024

Trafikstyrelsen er opmærksom på, der fortsat opleves diverse problemer med EAMR. I bedes fortsat sende besked, om de problemer I støder på til Viktor på vilor@trafikstyrelsen.dk. Trafikstyrelsen erindrer om, at håndbogen angående EAMR kan findes på EASA´s hjemmeside:

https://www.easa.europa.eu/en/domains/aircrew-and-medical/medical/european-aero-medical-repository

Manualen er nederst på siden under ”Downloads”. Flyvelægerne skal bruge den der hedder: ”EAMR User Training Aero-Medical-Examiners”

Hvis der er problemer med at fremsøge en ansøger kan Team Medical altid kontaktes, og det unikke EAMR nummer kan oplyses.

 

14-05-2024 Medicinsk dokumentation og sagsgang

 

Generelt finder Trafikstyrelsen, at der generelt er sket betydelige fremskridt vedrørende sagsbehandling og dokumentation. Dog er der fortsat visse problemstillinger omkring skriftlig dokumentation for medicinske oplysning samt sagsgangen for sager, der skal sendes ind til Trafikstyrelsen som referred eller consultation. Samtidig er det konstateret, at ansøger ikke altid oplyser relevante forhold til flyvelægen.  Trafikstyrelsen vil derfor gerne repetere forholdene vedrørende dette, samt komme med visse præciseringer:

  1. Ved alle helbredundersøgelser skal følgende indhentes vedrørende ansøgere med tilknytning til Danmark:
  • Udskrift fra Sundhed.dk med fokus på hændelser siden sidste helbredsgodkendelse. Ikke kun liste over kontakter men de reelle notater, der foreligger under hver kontakt.
  • Opdateret FMK-udskrift. Det vil sige, at som regel egen læge skal opdatere FMK, hvilket bedst foregår inden dagen for helbredsundersøgelsen.
  • Journal fra egen læge igen med fokus på hændelser siden sidste helbredsgodkendelser.

 

VED INITIALUNDERSØGELSER SKAL SOM HIDTIL FORELIGGE FULDE UDSKRIFTER FRA EGEN LÆGE OG SUNDHED.DK OG EN HISTORIK FRA FMK.

 

Trafikstyrelsen er opmærksom på, at dette ikke gælder udenlandske ansøgere, men da hovedparten er tilknyttet Danmark, vil det give et løft til sikring af flyvesikkerheden.

 

Det forudsættes, at flyvelægen læser det indkomne igennem og tager stilling til eventuelle forhold, og indsender indstilling til disse.

 

Ovennævnte præcisering ses nødvendigt, da der har været adskillige sager, hvor ansøger ikke har angivet korrekt til flyvelægen, og hvor der efterfølgende er fundet alvorlige forhold på Sundhed.dk, FMK eller i egen læges journal.

 

  1. På baggrund af konkret problemstilling skal det præciseres, at man som flyvelæge er forpligtet til at tage forhold op, der kunne være til fare for flyvesikkerheden, selvom kendskabet til disse ikke er opnået gennem forlængelses- eller fornyelsesundersøgelser. Der tænkes her for eksempel på den kendte situation, at man som flyvelæge har udført drug- eller alkoholscreening for et flyselskab. Her bør man som flyvelæge på forhånd gøre ansøger opmærksom på, at I som flyvelæger kan blive nødt til at gå videre med sagen til Trafikstyrelsen, såfremt der findes bekymrende forhold. Med andre ord kan I ikke som flyvelæger sidde en potentiel flyvesikkerhedsmæssig risiko overhørig.

 

  1. På baggrund af konkrete sager skal Trafikstyrelsen pointere, at I som flyvelæger forventes i langt hovedparten af sagerne at vide, hvilke undersøgelser, der i en konkret sag skal udføres inden fremsendelse til Trafikstyrelsen til afgørelse i referredsager eller som consultation. Såfremt I er i tvivl, er det muligt at kontakte en MA i telefontiden, og få råd og vejledning. Trafikstyrelsen er af den opfattelse, at I som flyvelæger er de vigtigste tovholdere for ansøgerne med henblik så smidig en sagsgang for ansøgerne.

Desværre opleves sager, hvor Trafikstyrelsen har mange korrespondancer frem og tilbage, inden sagerne er fuldt belyste. Det er meget tidsrøvende for jer og sagsbehandler i Trafikstyrelsen, og holder ofte ansøger unødigt på jorden. Der gøres her opmærksom på, at der jo er produceret en række flowcharts, der løbende øges i antal, som I forventes at bruge, og Trafikstyrelsen vil gerne informere om, at det fremadrettet ved varslede og uvarslede tilsyn vil være et fokuspunkt og en del af vurderingen af jeres flyvemedicinske kompetencer, hvorvidt indsendte sager vurderes tilstrækkeligt belyste. Følgende forhold, som omtalt ved seminar i oktober 2023, bør altid være belyst ved fremsendelse til Trafikstyrelsen:

 

  • Alvorlighed af lidelse herunder, om der har været inkapacitering
  • Prognose for lidelsen
  • Risikovurdering af lidelsen fremadrettet sammensat af alvorlighed af ny hændelse og risikoen for, at det sker.
  • En samlet flyvelægefaglig vurdering af mulige mitigerende foranstaltninger, herunder mulige begrænsninger, du som flyvelæge i din indstilling vurderer vil muliggøre helbredsgodkendelse. Altid naturligvis under forudsætning af, at relevant forordning ikke klart og tydeligt tager stilling til, at helbredsgodkendelse ikke er muligt.