Vejledning om dokumentation

29-07-2026

Kære flyvelæger

Da Trafikstyrelsen ikke længere har adgang til den samme bagvedliggende dokumentation, er det ved indsendelse af fit-sager vigtigt, at der for alle forhold på Application Form, hvor der er svaret "Yes", samt for oplyst medicin, dokumenteres, at der er fulgt op ved helbredsundersøgelsen.

Dokumentationen skal beskrive den aktuelle status, de relevante medicinske data samt grundlaget for den flyvemedicinske vurdering, herunder hvordan vurderingen er foretaget, og hvilke oplysninger, beregninger, screeninger og øvrige vurderinger den bygger på. Hvis et forhold vurderes ikke at have flyvemedicinsk betydning, bedes du kort begrunde denne vurdering. Vurderes forholdet derimod at have flyvemedicinsk betydning, skal den flyvemedicinske vurdering med tilhørende dokumentation fremsendes, herunder speciallægeerklæringer, dokumentation for eventuelle kontroller, søvnlaboratorieudskrift, blodprøvesvar mv. Det skal fremgå tydeligt, at indholdet af begrænsningerne SIC, SSL og RXO er kendt, og at der er fulgt op på dem.

 

Ved anvendelse af screenings- eller risikovurderingsværktøjer som STOP-BANG og SCORE2 skal grundlaget for resultatet fremgå af den indsendte dokumentation. Det er ikke tilstrækkeligt alene at angive den samlede score eller risikovurdering. De kriterier eller værdier, der ligger til grund for resultatet, skal fremgå, så Trafikstyrelsen kan verificere beregningen.

Som gennemgået på refresherseminaret i 2025 er det nu muligt og forventeligt, at I som flyvelæger mere formelt anvender risikomatrix-tankegangen ved vurdering af en ansøger med et helbredsproblem af betydning for flyvesikkerheden. Det betyder, at vurderingen ikke alene baseres på sandsynligheden for en medicinsk hændelse, men på en samlet vurdering af både sandsynligheden for hændelsen og de flyvesikkerhedsmæssige konsekvenser, hvis den indtræffer.

For Class 1 og Class 3 skal 1 %-grænsen som udgangspunkt fortsat fastholdes. Har I imidlertid en tvivlssag, hvor en konkret flyvemedicinsk vurdering taler for, at ansøger eventuelt kan godkendes, kan sagen henvises (referred) til Trafikstyrelsen. Særligt for Class 2, LAPL og cabin crew er risikomatrix-tankegangen et nyttigt værktøj. Det gælder ikke mindst efter indførelsen af den nye praksis, hvor I i højere grad selv skal foretage den flyvemedicinske vurdering i sager, hvor consultation for Class 2 og LAPL ikke længere er påkrævet.

Vi vil samtidig minde om, at synsbegrænsningerne VML, VDL og VNL skal påføres ud fra, hvilke synsafstande (distance, intermediate og near) ansøger ikke opfylder uden korrektion – og ikke ud fra, hvad ansøgers briller eller kontaktlinser korrigerer for. Hvis ansøger af bekvemmelighedshensyn anvender korrektion, skal synet dog også kontrolleres med korrektionen for at sikre, at synskravene fortsat er opfyldt.

Husk, at hvis ansøger ikke opfylder synskravene uden korrektion på mere end én synsafstand, skal der påføres en VML-begrænsning. Bemærk, at en VML-begrænsning kan ikke anvendes for cabin crew.