Måske har du set dem, der godt lige kan nå at krydse sporet, selvom bommene er gået ned. Eller måske har du oplevet dem, der løber over skinnerne til en anden perron for at spare et par minutter, selvom de udsætter sig selv og andre for fare. De personer er en del af et stigende problem.
Det viser den nye Sikkerhedsrapport for jernbanen, som Trafikstyrelsen netop har offentliggjort.
I 2023 blev der registreret 1.991 hændelser, hvor personer var i risiko for at blive påkørt på jernbanen, og dermed satte deres egen og andres sikkerhed på spil, fordi de befandt sig ulovligt på spor eller jernbanearealer. Det er over dobbelt så mange tilfælde som i 2016, hvor der blev registreret 911 tilfælde af uautoriseret færden.
Transportminister, Thomas Danielsen (V):
”Man skal ikke krydse jernbanespor ulovligt. Det er dumt og farligt at risikere at blive ramt af et tog for at spare et par minutter, og det er desværre et stigende problem. Næsten 2.000 hændelser, hvor personer var tæt på at blive påkørt af et tog, blev registreret sidste år, og det er alt for mange.”
”At køre i tog i Danmark er heldigvis meget sikkert, men vi kommer ikke uden om, at når folk opfører sig så tosset omkring jernbanen, så koster det næsten lige så mange liv som i vejtrafikken, når vi ser det i forhold til, hvor mange der bliver transporteret med henholdsvis jernbanen og på vejene. ”
I alt skete der 21 væsentlige personulykker, heraf 12 dødsfald, på jernbanen i 2023 (selvmord er ikke medregnet). Hele otte af de alvorlige ulykker skyldtes ulovlig færden, viser Trafikstyrelsens tal. Antallet af dødsfald er højere end året før og hver ulykke er én for meget.
Det handler om adfærd
Ifølge Christian Vesterager, der er vicedirektør i Trafikstyrelsen, er der brug for en adfærdsændring i befolkningen:
”Det er nok de færreste af dem, der færdes på skinnerne ulovligt, som overvejer den risiko, de udsætter sig selv og andre for. Men det er jo netop der, det kan blive rigtig farligt – når borgerne bliver for trygge i, at ”det går jo nok”. For så glemmer man, at et tog kan komme med langt over 100 kilometer i timen og ikke bare lige kan stoppe. Du ville heller ikke krydse en trafikeret motorvej.”
Hos Banedanmark, der står for udvikle og vedligeholde det statslige skinnenetværk, har man i flere år arbejdet for at mindske antallet af ulykker og farlige situationer nær jernbanen. Det fortæller sikkerhedschef Martin Harrow:
”Uanset hvad årsagen er, så er det dumt, livsfarligt og ulovligt at krydse sporet andre steder, end hvor man må. Vi kan bare ikke hegne hele jernbanen ind, da sporet også er en arbejdsplads for rigtig mange mennesker. Vi har skilte, hegn og pyramidemåtter i værktøjskassen, men det bedste våben er, når alle forstår alvoren og kun krydser sporet i de autoriserede overgange.
Banedanmark gennemførte derfor i 2024 en kampagne på ti udvalgte stationer, hvor de gjorde opmærksom på, at man ikke må krydse sporene uden for de autoriserede overgange. Desuden gennemgår jernbanevirksomheden hvert kvartal, hvilke stationer, der har de største stigninger i uautoriseret færden. Det sker for at vurdere, om der er tiltag, som kan reducere den ulovlige trafik over sporet.
Indsats målrettet børnene
Også DSB, der er landets største jernbaneoperatør, arbejder med borgernes adfærd. Ifølge Kisea Gammelgaard Sonne, der er underdirektør og chef for DSB Sikkerhed, gælder det alle aldersgrupper. Men senest har man især haft fokus på de helt unge kunder:
”Vi lærer jo også vores børn, hvordan man går eller cykler i trafikken. På samme måde arbejder vi med at fortælle børnene, hvordan de færdes på perronerne og nær skinnerne. Vi tror på, at det kan gøre en forskel, hvis vi kan få de gode vaner ind tidligt i børnenes liv.”
DSB indgik i sommeren 2024 et samarbejde med Børneulykkesfonden under titlen Er du togklar?, hvor fokus er på de ældste børnehavebørn og de yngste i skolealderen. Den kampagne fortsætter DSB og Børneulykkesfonden i det nye år med at brede ud til endnu flere institutioner og skoler.