Trafikstyrelsen har 14-08-2025 modtaget ansøgning fra By & Havn om tilladelse til at foretage en projektændring ifm. etablering af Lynetteholm. Projektændringen omhandler etablering af arbejdskaj langs den nordlige perimeter. Etablering af en kaj langs den nordlige perimeter er allerede behandlet i Miljøkonsekvensrapport 2020, supplerende miljøkonsekvensrapport 2021 og lov om anlæg af Lynetteholm (LOV nr. 1157 af 11/06/2021 om anlæg af Lynetteholm).
Trafikstyrelsen er myndighed for ændringer eller udvidelser af Lynetteholm, jf. § 4 i lov om anlæg af Lynetteholm. Trafikstyrelsen behandler sagen efter § 4 stk. 2 i lov om anlæg af Lynetteholm.
Trafikstyrelsen har den 26-06-2023 tilladt ændring af den nordlige perimeter langs Kronløbet fra spunsvæg til stendæmning. Som følge af denne tilladelse, er det nødvendigt at ændre metoden for etablering af arbejdskajen.
Formålet med etablering af arbejdskajen er modtagelse af jord og sten.
Kajkonstruktion opdeles i 2 stk. permanente brokajer (pæledæk) med en længde på 51,5 m hver. Totallængden af konstruktionen inklusive pullertpæle vil være 235 m. Der påregnes en levetid på 50 år. Konstruktionen inkluderer nedramning af stålpæle, hvorefter præfabrikerede betonelementer monteres. Pæledækskonstruktionen vil bestå af 48 stålpæle, (+4 stk. anstødspæle og 3 stk. pullertpæle), 48 stk. pilecaps, 28 stk. beton dækelementer og 4 stk. beton adgangsrampeelementer. Pæle rammes gennem bundudskiftningen, der allerede er foretaget i forbindelse med molebyggeriet, og ned til moræneaflejringer. Derved skal der ikke arbejdes i havbund, som ikke allerede er omfattet af Lynetteholmens Fase 2.
Nærmeste Natura 2000-område er område nr. 142 (Saltholm og omliggende hav) beliggende ca. 4,7 km fra projektområdet. Natura 2000-område nr. 142 er udpeget på baggrund af væsentlig tilstedeværelse af naturtyper og arters levesteder: sandbanke, strandeng og tilstedeværelsen af spættet sæl samt bl.a. ynglefuglene edderfugl, bramgås, almindelig ryle, brushane, klyde, dværgterne og havterne og trækfuglene grågås, knopsvane, pibeand og havørn. By & Havn har udarbejdet en væsentlighedsvurdering der er vedlagt i ansøgningsmaterialet. Trafikstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at udpegningsgrundlaget vil blive påvirket.
Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 29.august 2025 til louj@trafikstyrelsen.dk, cc’et vvm@trafikstyrelsen.dk med henvisning til journalnummer 2025-260497.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.
De indkomne høringssvar oversendes til bygherre.
Hvis bemærkninger ikke er modtaget ved fristens udløb, går styrelsen ud fra, at der ikke haves bemærkninger til ansøgningen, hvilket vil blive lagt til grund i den videre sagsbehandling.