I 2022 er det planlagt at hastighedsopgraderingen og sporfornyelsen af jernbanestrækningen mellem Aarhus og Langå gennemføres. Projektet inkluderer at dele af banen ombygges, så hastigheden på strækningen kan øges op til 180
km/t på udvalgte strækninger. Desuden inkluderer projektet en sporfornyelse, hvor store dele banens sporkasse, ballast, sveller og spor udskiftes. Hastighedsopgraderingsdelen af projektet blev i 2016 VVM-vurderet med tilhørende offentlig høring.
I 2019-2020 er hastighedsprojektet blevet detailprojekteret, hvilket har afstedkommet en række ændringer i projektets arealudlæg i forhold til de beskrevne i miljøkonsekvensrapporten fra 2016. Sporfornyelsen af strækningen betyder desuden, at der vil skulle håndteres væsentligt mere jord og ballast med deraf afledt arealbehov.
Hastighedsopgraderingen var forventet vedtaget ved en anlægslov. Dette skete imidlertid ikke, hvorfor Banedanmark har anmodet Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen om at træffe screeningsafgørelse for projektændringer koordineret med sporfornyelse samt en administrativ tilladelse til projektet.
Projektet om hastighedsopgraderingen af strækningen mellem Aarhus - Langå er i dag slået sammen med Banedanmarks sporfornyelsesprojekt. Dette skyldes, at projekterne tidsmæssigt og geografisk falder sammen og sporfornyelsen er en forudsætning for hastighedsopgradering. Sporfornyelsesprojektet er ikke omfattet af miljøkonsekvensrapporten fra 2016. Herudover medfører sammenlægningen af de to projekter en række projektændringer til det samlede projekt, ligesom sammenlægningen medfører en kumulativ effekt, der heller ikke er behandlet i miljøkonsekvensrapporten. Banedanmark har afdækket en række miljøforhold, der påvirkes af projektet som det ser ud i dag. Disse præsenteres i notat vedlagt høringen: ”Bilag 5 Ar-Lg Paraplynotat”.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag ikke, at ændringer af hastighedsopgradering samt sporfornyelsesprojektet vil medføre negative konsekvenser for Natura 2000-områder.
Inden Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen giver administrativ tilladelse til projektet samt træffer screeningsafgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte.
I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.
Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 8. januar 2021 med henvisning til journalnummer TS50802-00052.
Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.