Journalnummer 2021-022486

Hastighedsopgradering af jernbanen mellem Nyborg og Odense

13-06-2022

Banedanmark gennemfører på strækningen mellem Nyborg og Odense en hastighedsopgradering, idet det er politisk besluttet, at hastigheden på strækningen mellem Nyborg og Odense skal øges fra 180 km/t til 200 km/t.

Banedanmark gennemfører på strækningen mellem Nyborg og Odense en hastighedsopgradering, idet det er politisk besluttet, at hastigheden på strækningen mellem Nyborg og Odense skal øges fra 180 km/t til 200 km/t. Projektet gennemføres samtidig med en sporfornyelse på strækningen.

Anlægsaktiviteterne relateret til hastighedsopgraderingen mellem Nyborg og Odense gennemføres i 2023, men der vil først kunne køres med den højere hastighed efter udrulning af det nye signalsystem, hvilket forventes at ske senest i 2027. Overordnet set medfører hastighedsopgraderingen, at der en række steder skal foretages mindre justeringer i sporets placering. På Langeskov Station skal det venstre spor således sideflyttes op til ca. 3,5 m.

Det trafikale grundlag for den hastighedsopgraderede bane er situationen i 2030, hvor det forudsættes, at der dels kører nyt persontogsmateriel samt, at mængden af godstog på strækningen over Fyn er reduceret markant som følge af den faste forbindelse over Femern.

For gennemførelse af hastighedsopgraderingen er der behov for indretning af en række midlertidige arbejdspladser til udveksling af materialer mellem vej og jernbane, og enkelte steder er der behov for permanent at inddrage mindre arealer ifm. tilpasning af banen til den højere hastighed.

Tilpasning i form af dæmningsudvidelser, stenkisteforlængelser, afvandingsløsninger o.lign. De midlertidige pladser skal være beliggende i direkte tilknytning til jernbanen og nær steder, hvor der skal arbejdes på jernbanen, samtidig skal der være mulighed for at etablere vejadgang. Adgangen til nødvendige arealudlæg på 3. mands jord sikres via ekspropriation.

Trafikstyrelsen er myndighed for behandling af sager om vurdering af virkning på miljøet i forbindelse med statslige jernbaneprojekter, jf. kapitel 6a i jernbaneloven med senere ændringer, herunder lov nr. 658 af 8. juni 2016 om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love. Trafikstyrelsen skal screene projekter for VVM-pligt i medfør af § 38 d, i jernbaneloven med senere ændringer, herunder lov nr. 658 af 8. juni 2016 om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love. Endvidere skal det vurderes, hvorvidt der skal udarbejdes en konsekvensvurdering af Natura 2000-områder i nærheden af projektet, jf.  §1 a og § 1 c i bekendtgørelse nr. 451 af 8. maj 2017 om overvågning, samordnet procedure og offentliggørelse ved vurdering af virkning på miljøet (VVM) samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår statslige vej- og jernbaneprojekter, med senere ændringer .

Banen mellem Nyborg og Odense passerer eller ligger i nærheden af 4 Natura 2000 områder. Det drejer sig om nr. 116 centrale Storebælt og 110 Odense Fjord, 114, Odense Å og nr. 113, Urup Dam, Brabæk Mose, Birkende Mose og Illemose. Der er gennemført en væsentlighedsvurdering i forhold til Natura 2000-områderne og bilag IV arter i området. Det konkluderes, at der ikke vil være en væsentlig påvirkning fra hastighedsopgraderingen og sporfornyelsen, hverken de to projekter adskilt eller i kumulation.

Inden Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sagen, skal styrelsen udbede sig bemærkninger til det ansøgte, herunder til spørgsmålet om, hvorvidt det vurderes, at projektet vil kunne få væsentlig indvirkning på miljøet. I så tilfælde bedes det samtidig oplyst, hvilke forhold der anbefales at skulle lægges vægt på ved styrelsens vurdering.

Eventuelle bemærkninger til projektet bedes indsendt senest den 25. februar 2022 med henvisning til journalnummer 2021-022486.

Det bemærkes, at man ved at afgive høringssvar samtykker til offentliggørelse, herunder af afsenders navn og mailadresse.