Nyhed

Indhentelse af oplysninger ved planlagte helbredsundersøgelser

20-08-2024

Formand for DAFLO Ann Bovin har den 16. juli 2024 skrevet ind til Trafikstyrelsen med anmodning om revurdering af punkt 8 i Nyhedsbrev til flyvelæger af 13. maj 2024 særligt med henblik på indhentelse fra egen læge.

Det fremgår af nævnte punkt 8:

 

  1. Medicinsk dokumentation og sagsgang

Generelt finder Trafikstyrelsen, at der generelt er sket betydelige fremskridt vedrørende sagsbehandling og dokumentation. Dog er der fortsat visse problemstillinger omkring skriftlig dokumentation for medicinske oplysning samt sagsgangen for sager, der skal sendes ind til Trafikstyrelsen som referred eller consultation. Samtidig er det konstateret, at ansøger ikke altid oplyser relevante forhold til flyvelægen. Trafikstyrelsen vil derfor gerne repetere forholdene vedrørende dette, samt komme med visse præciseringer:

  1. Ved alle helbredsundersøgelser skal følgende indhentes vedrørende ansøgere med tilknytning til Danmark:

Udskrift fra Sundhed.dk med fokus på hændelser siden sidste helbredsgodkendelse. Ikke kun liste over kontakter men de reelle notater, der foreligger under hver kontakt.

Opdateret FMK-udskrift. Det vil sige, at som regel egen læge skal opdatere FMK, hvilket bedst foregår inden dagen for helbredsundersøgelsen.

Journal fra egen læge igen med fokus på hændelser siden sidste helbredsgodkendelser.

 

 

VED INITIALUNDERSØGELSER SKAL SOM HIDTIL FORELIGGE FULDE UDSKRIFTER FRA EGEN LÆGE OG SUNDHED.DK OG EN HISTORIK FRA FMK.

 

Trafikstyrelsen er opmærksom på, at dette ikke gælder udenlandske ansøgere, men da hovedparten er tilknyttet Danmark, vil det give et løft til sikring af flyvesikkerheden. Det forudsættes, at flyvelægen læser det indkomne igennem og tager stilling til eventuelle forhold, og indsender indstilling til disse. Ovennævnte præcisering ses nødvendigt, da der har været adskillige sager, hvor ansøger ikke har angivet korrekt til flyvelægen, og hvor der efterfølgende er fundet alvorlige forhold på Sundhed.dk, FMK eller i egen læges journal.

 

Det har naturligvis ikke været hensigten, at egen læge skulle kontaktes hver gang, men i modsætning til data fra Sygehus og FMK foreligger egen læges journal ikke på Sundhed.dk, og dermed er det vanskeligere at vurdere, om der har været kontakt til egen læge og med hvad.

Nedenfor følger lidt beskrivelse af baggrund for præcisering af kravene samt vurdering af, hvorledes Trafikstyrelsen vurderer, fremgangsmåden skal være fremadrettet med henblik på dels at sikre flyvesikkerheden dels at give så glat et forløb som muligt

 

Baggrund

Inden udsendelse af nyhedsbrevet den 13. maj 2024 havde Trafikstyrelsen gennem længere tid bemærket ved flyvelægernes arbejde med ansøgerne, at der i flere tilfælde havde været fejlagtige afkrydsninger i rubrik 129 og 130 på application form. Hvorvidt der har været tale om fejl eller bevidste handlinger står hen i det uvisse, men det har i flere tilfælde haft eller potentielt kunne have haft betydning for flyvesikkerheden.

Trafikstyrelsen har derfor vurderet det vigtigt for at højne flyvesikkerheden, at der så vidt muligt indhentes relevante data fra Sundhed.dk, FMK og egen læge. Trafikstyrelsen er naturligvis opmærksom på, at ansøgere, der ikke er hjemmehørende i Danmark med dansk sygesikringskort ikke vil være i stand til at slå op på de nævnte databaser og ikke nødvendigvis har en egen læge.

 

Fremgangsmåde

Trafikstyrelsen har følgende forslag til sikring af, at det ønskede bliver indhentet samtidig med, at det giver mindst muligt besvær for jer som flyvelæger og ansøger.

 

  1. Ved henvendelse fra ansøger om tid til undersøgelse gøres opmærksom på, at såfremt der forefindes relevante data på Sundhed.dk, FMK eller hos egen læge skal disse fremskaffes. Og naturligvis gerne inden ansøger kommer til undersøgelse, da I som flyvelæger jo ikke som udgangspunkt kan udstede MC uden at data fra Sundhed.dk, FMK og egen læge foreligger.
  2. Der gøres samtidig opmærksom på, at I ved undersøgelsen vil tilgå Sundhed.dk og FMK. Det vil her også være hensigtsmæssigt, såfremt ansøger har medicin på FMK at bede egen læge opdatere, da det er velkendt, at der ofte mangler ajourføring. Det accepteres ikke at i hånden påfører ”tages ikke mere”. Seponeret medicin skal ajourføres som seponeret.
  3. Når ansøger møder op til undersøgelsen, slår vedkommende op på Sundhed.dk, hvor nedenstående billede kommer frem.

Under punktet ”Mine konsultationer” kan ses, hvilke honorarer, der er udbetalt i forbindelse med ansøgers kontakt til egen læge, speciallæge og tandlæge. Under punktet ”Journal fra sygehus” finder I som bekendt liste over journalnotater fra sygehuset. Disse oplysninger kan danne grundlag for at anmode om kopi af journal fra konsultationer hos egen læge eller speciallæge og i øvrigt gøre ansøger opmærksom på, hvis der er krydset forkert på application form.

Under punktet ”Journal fra sygehus” findes liste over sygehuskontakter med epikriser og selve journalnotaterne. Her skal alle kigges igennem medmindre kendte i forvejen og journalnotaterne siden sidste undersøgelse skal sendes med ind sammen med øvrige papirer; dvs ikke kun listen over kontakter.

Under punktet ”Medicinkort” kan ses aktuelle og afsluttede medicinordinationer. Det frem-    går ikke af listen, om FMK er ajourført. Det er derfor vigtigt som anført ovenfor, at dette er gjort af egen læge.

Vedrørende det rejste spørgsmål angående indhentelse fra egen læge vurderer Trafikstyrelsen, at følgende fremgangsmåde vil være relevant med henblik på, at ansøger ikke spilder egen og egen læges tid:

  1. Hvis ovenstående ikke viser kontakter til egen læge siden sidste undersøgelse, der er krydset af i ”No” i punkt 130 på application form, og ansøger bekræfter dette er korrekt ved den vanlige gennemgang af application form i forbindelse med undersøgelsen, anser Trafikstyrelsen det som tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, dette ikke har været tilfældet. Ansøger skal således ikke kontakte egen læge for at indhente noget. Hvis derimod disse 3 forhold ikke er samstemmende må det udredes nærmere ved indhentelse af journal fra egen læge. Hvis dette er udført, vurderer Trafikstyrelsen, at I som flyvelæger gjort alt det nødvendige i denne sammenhæng.

 

Trafikstyrelsen gør opmærksom på, at det altid er ansøgers pligt at fremskaffe tilstrækkelige data til, at I som flyvelæger kan vurdere, der ikke er helbredsforhold, der kan kompromittere flyvesikkerheden.